Af Anna Lauritsen
Biografernes genåbning er (langt om længe) over os. Mens Oscar-vindere står i kø for at få premiere, har et udpluk af Wong Kar-wais filmografi fået plads til genudgivelse. Ordet har for nyligt skrevet om In The Mood For Love (2000), og nu står et endnu tidligere mesterværk for skud.
Happy Together fortæller en fragmentarisk og hjerteknusende historie om de to hongkongske mænd og elskere, Lai (Tony Leung) og Ho (Leslie Cheung), som sammen er rejst til Argentina i håbet om at reparere et forhold, som mildest talt er i vildrede. Lais intimitetsproblemer og Hos manglende ønske om at binde sig blandes med jalousi, vold og utroskab, hvilket tilsammen skaber en giftig kærligheds-cocktail. For at spare sammen til hjemrejsen får Lai arbejde på både en tangobar og en kinesisk restaurant, mens Ho synker længere og længere ned i armod.
Lai og Ho har kærlighed til hinanden, men er ude af stand til at håndtere den eller udtrykke, hvad de føler. Filmen sætter på denne måde vigtige spørgsmålstegn ved, om det i et forhold er nok blot at elske den anden person. Er det nødvendigt at vide, hvordan man elsker et andet menneske, for at kærligheden kan sejre?
Wong Kar-wai lader til at svare ja til dette spørgsmål. Mens hans film Chungking Express (1994) er som et varmt kram, og In The Mood For Love som en længselsfuld mavepine, er Happy Together som et slag i ansigtet. En stor del af dialogen mellem de to hovedpersoner råbes eller skriges, hvilket ofte er svært at se på. Af den grund har filmen mest gennemslagskraft i de mere intime scener, hvor man som tilskuer får et pusterum fra de voldsomme skænderier. Især én af disse scener har brændt sig fast på min nethinde, siden jeg så den: Lai og kollegaen Chang sidder på en bar, da Chang beder Lai om at sige noget til sin båndoptager – han foretrækker nemlig minder om stemmer frem for billeder. Herefter rejser Chang sig for at danse. Efterladt alene med båndoptageren og sit knuste hjerte bryder Lai sammen, og tusinde usagte ord kommer ud som stille tårer.
Scenen minder på mange måder om én i In The Mood For Love, hvor Mr. Chow (også Tony Leung) lydløst tilstår sin ulykkelige kærlighed ind i væggen ved Angkor Wat. Dette må siges at være et signaturtræk ved Wong Kar-wai; i respekt for sit publikum tværer han aldrig pointer åbenlyst ud i tilskueren ansigt og undviger melodrama på bedste vis. Der er ikke behov for en teatralsk monolog – vi ved præcis, hvad både Lai og Mr. Chow føler.
Den elektriske og drømmende visuelle æstetik er yderligere et kendetegn ved Wong Kar-wais film, og med Happy Together demonstrer han endnu engang, at han mestrer filmhåndværket til perfektion. Der kastes mange eksperimenterende bolde i luften, f.eks. skift mellem sort/hvid og farve samt billeder som bogstaveligt talt vendes på hovedet, men på elegant vis gribes de alle sammen igen. Mod slutningen af filmen kastes en ny storyline endda ind fra højre – men det fungerer.
Udover Wong Kar-wais umiskendelige stil, bærer Tony Leung i høj grad filmen på sine skuldre. Hans rolle er krævende, men med enormt talent og karisma formår han at brænde igennem i samtlige scener. Det er ikke overraskende, at Leung har medvirket i hele syv af Wongs film.
Happy Together er givetvis ikke lige så stærk og vel-paced som førnævnte fanfavorit In The Mood For Love eller gennembruddet Chungking Express; man mangler en smule uddybning af Hos karakter og de to hovedpersoners historier fungerer (ligesom Lai og Ho) bedst hver for sig. Men hvis man er fan af Wong Kar-wais tågede og lyriske univers, må man absolut ikke misse denne enestående mulighed for at opleve Happy Together på det store lærred.
Kommentarer